Workshop om OIOREST

REST er – kort fortalt - en arkitektur for, hvordan webservices kan realiseres ved at udnytte HTTP-protokollen og dens standardmetoder. REST er endvidere den arkitektoniske stil, som har givet Web’et succes. Formålet med at anvende REST i webservice sammenhænge er at opnå samme fordele og succes i system til system-kommunikation, som web’et har opnået i system til menneske-kom¬munikationen (browser). De centrale fordele er interoperabilitet, performance, skalerbarhed og enkelhed. Flere eksempler på web’en har vist, at REST-arkitekturen med fordel kan anvendes til at opbygge applikationer, der sammenkobler data fra flere eksterne kilder. På den baggrund har Center for Serviceorienteret Infrastruktur (CSI) under IT- og Telestyrelsen i slutningen af 2007 lavet en foranalyse af RESTs anvendelighed i det Digitale Danmark. Foranalysen var positiv overfor RESTs anvendelighed, og CSI har derfor besluttet at udarbejde vejledninger i udvikling og anvendelse af REST-baserede webservices i det Digitale Danmark. OIOREST arbejdet er opdelt i to faser:

  1. Fokus på retningslinier for udstilling og kombination af offentlige data vha. REST-baserede webservices (første halvår af 2008).
  2. Fokus på REST-baserede services som behandler sikkerhedsbelagte data (andet halvår af 2008).

Første fase starter med en workshop, hvor vi dels vil informere om OIOREST dels vil have din mening og gode ideer om emnet. Formålet med workshoppen er at inddrage de erfaringer og den viden, som findes i branchen vedr. såvel REST som integration af offentlig data.

Workshoppen arrangeres af IT- og Telestyrelsen og faciliteres af Preben Thorø, Joakim Recht samt Henrik Hvid. Ud fra feedback fra på workshoppen vil CSI udarbejde retningslinjer for, hvordan offentlige data gøres tilgængelige og kombineres vha. REST-baserede web services.

Tid og sted

Tirsdag d. 22. april 2008 kl. 10–14
Bredgade 43

Tilmelding

Mail til Finn Jordal (fhj@itst.dk) senest d. 8/4-2008
Først til mølle…

Diskussionsoplæg

Workshoppen tager udgangspunkt i en analyse a REST foretaget af IT- og Telestyrelsen. Diskussionsoplægget til workshoppen kan downloades her.

REST webservice eksperimenter

CSI har eksperimenteret med udvikling af to REST baserede webservices til illustration af ideerne om OIOREST:

En Danmark-webservice som udstiller information om forskellige dele af Danmark: Regioner, kommuner, sogne, postdistrikter, valgdistrikter, skoledistrikter, grundskoler, veje og adresser. http://oiorest.dk/danmark

En køservice der eksperimenterer med, hvorledes en REST baseret webservice kan tilbyde mulighed for opdatering, autentifikation, fortrolighed samt pålidelighed. http://oiorest.dk/queueservice